Forside     Om bogen     Om Gjorslev     Gys     Tips til at lære mere    Køb af bogen    Foredrag    Kontakt 

Gys

Hvorfor går genfærd igen?

Gys fra Himmelborgens hemmeligheder

Når det spøger i bøger

Hvorfor går genfærd igen?

Hvad er et genfærd?

 

Et genfærd er en afdød, der som ånd vender tilbage til steder, hvor det har levet.

Genfærdet kan være knyttet til et bestemt sted. Dets opførsel er som en film, der spilles om og om igen.

Det er tit svært eller næsten umuligt at komme i kontakt med ånden. Man ser den. Hører den måske. Men kun særligt følsomme personer, der har blik for den slags, kan komme i kontakt med et genfærd.

 

Der er forskel på genfærd og spøgelser. Et spøgelse ønsker I modsætning til genfærdet at komme i kontakt med den, der ser det.

Denne kontakt kan foregå som en sidste hilsen fra en afdød eller en anden vigtig meddelelse fra det hinsides.

  

Spøgelset er derfor ikke nødvendigvis knyttet til et bestemt sted og ses måske kun en eneste gang.

Ofte går genfærdet igen, fordi der på det sted, hvor det færdes, er foregået nogle voldsomme begivenheder i fortiden.

Det kan være mord, misundelse, had eller kærlighed, der er skyld i, at disse sjæle ikke kan forlade jorden, og derfor spøger hvileløse omkring nat efter nat.

Nogle genfærd kan også have været udsat for ondskab eller uret. De har måske ikke fået oprejsning i levende live og kan derfor ikke finde ro i graven.

 

Der kan i nogle tilfælde være tale om forhold, som de efterlevende kan rette op på for at hjælpe den stakkels hvileløse sjæl med at finde fred.


    


Hvorfor tror vi på det overnaturlige?

 

Spøgelser og genfærd har været kendt helt tilbage i oldtiden. Før i tiden var ingen mennesker i tvivl om, at der fandtes mere mellem himmel og jord, end man sådan lige kunne se, og langt de fleste havde set og oplevet spøgelser og genfærd.

 

Nu om dage er der ikke mange, der oplever det overnaturlige. De fleste tror kun på det, der kan ses og føles. I vore dage er spøgelser og genfærd overtro.

 

Men overtroen er ikke helt forsvundet. Den lever videre, også blandt mennesker,
som normalt siger, at de ikke tror på den slags pjat:

Mange banker endnu under bordet og siger syv – ni – tretten. Og nogle spytter og føler sig utrygge, når en sort kat krydser vejen foran dem.

    


Råd mod spøgeri.

 

Før i tiden var der mange råd mod at afdøde vendte tilbage og spøgte. Nogle mente, at det kunne være godt at sætte en nål op over husdøren med det samme, når kisten var ført ud. Så kunne den døde ikke komme ind igen. Stål er i almindelighed godt mod det overnaturlige, troede man.

Halmkors eller en åbenstående saks på brystet kunne også gavne.

    

Gys fra Himmelborgens hemmeligheder

Her kan du få smagsprøver på de gys, som Anna og Uffe oplever i den tid, hvor gengangerne spøger på slottet.

Det er alle de døde, der engang i fortiden levede et dramatisk liv på Gjorslev

 

Kapitel 1: Vikingen – År 1000

 

Den nat ligger Uffe og lytter til uglens tuden. Det lyder som en klagende kalden: Truuuud. Truuud.

Da han står op og kigger ud ad vinduet, ser han noget blinkende, grønt lys, der sejler over himlen. Er det et fly, der passerer gennem natten? Nej, nu bevæger det sig hen over de mørke trækroner og svæver ned over voldgraven. Og hele tiden denne kalden: Truuud. Truuud.

Læs mere her.

 


K
apitel 2: Kongemordet - År 1286
 

Uffe vasker snavs af Rane Jonsens kranie nede i vaskekælderen. Det taber en af tænderne, men den sætter han fast igen med en klat lim. Så anbringer han hovedet på reolen i sit værelse. Der står det og glor huløjet på ham. Mærkeligt nok føler han ikke, at det er uhyggeligt at have Rane Jonsen i sit værelse.

Læs mere her.
 

 
Kapitel 3: Himmelborgen – År 1396

 

Den nat ligger Anna længe vågen og lytter til knirken og knagen i det gamle hus. Det pusler i væggene og under sengen og ude fra gangen. Hagl og snefnug banker mod ruden, og vinden suser i træerne, mens det flimrende lys fra juletræet i borggården bliver kastet ind på væggen.

Læs mere her.

 


Kapitel 4: Galgebakken - År 1540

 

Uffe tænder lygten og kigger tøvende ind gennem hullet i muren. Han bryder sig ikke om synet af det hensmuldrende skelet derinde.

  - Så kan du godt komme og kigge, siger han til Anna.

 Hun tripper over gulvet i sine bare tæer og overtager lygten. Så maser hun overkroppen gennem hullet for bedre at se.


Læs mere her.

 
 
Kapitel 5: Heksen – År 1658

  Anna skubber lysestagen på spisebordet til side og gør plads til computeren. Hun skriver et par sætninger og sletter dem igen. Skriver noget nyt, men ordene har slet ikke nogen kraft og saft. Det her er ikke noget, folk gider læse. Hvordan skriver hun et spændende brev, der fortæller historien om Kulsoen, som blev brændt på bålet som heks?

Læs mere her.
 
Kapitel 6: Rytterhæren – År 1720

 
Anna vågner ved lyden af torden. Regn igen? Eller er det kongens rytteri, der kommer galoperende tilbage? Hun hører hestehove og vrinsken af mange heste, lige uden for staldene.
  Hestene, som står i båsene, bliver urolige. Tramper og udstøder små, nervøse vrinskelyde. Det første morgenlys dæmrer udenfor, og til sin undren ser Anna aflange skygger, der siver ind gennem murene og blander sig som en kold tåge med de urolige heste i den lange stald.

Læs mere her.
 


Kapitel 7: Monsterhunden – År 1880

 

  Hun får øje på ham ude i hestefolden, og der står den idiot og holder om Mette Line. Sådan en dum skid. Hun er ved at vende om, men så ser hun, at han går alene over marken med Rollo. Hun indhenter ham, da han står og glor ned i det gabende hul, som traktoren har efterladt. Det er fyldt med vand og andemad, som er sivet ud fra voldgraven.


Læs mere her.
 


Kapitel 8: Dragen – År 1944

 

Hun er ved at glide ind i søvnen, da hun hører nogen ude på gangen. De gamle gulvbrædder knirker, og hun kan tydeligt høre slæbende fodtrin og dunk. Dunk?

  Det lyder som en, der går med stok, men bedste kan ikke komme op ad trapperne uden hjælp. Alligevel kalder Anna med lav stemme.

  - Bedste. Er det dig bedste?

Læs mere her.

 

Når det spøger i bøger

    


I de senere år har jeg skrevet adskillige bøger, hvor der indgår spøgelser og genfærd. Det skyldes, at min synske nerve heldigvis er vendt tilbage efter mange års fravær.

 

Som barn kunne jeg fornemme de døde, som jeg havde kendt. Men den evne forsvandt, da jeg blev voksen.

Min synske evne blev vækket til live igen, på en rejse til sagaøen Island. Jeg mødte barnemordersken Halla i fjeldene. Hun havde været død i 200 år, men nu forfulgte hun mig i årevis, så jeg var nødt til at skrive om hende.


Da jeg flyttede ind på den gamle middelalderborg Gjorslev i 2004, mærkede jeg, hvordan murene hviskede og fortidens ånder pressede på med deres historier. Jeg følte, at jeg blev nødt til at fortælle deres historier.
 

Det har jeg så gjort nu i ”Himmelborgens hemmeligheder”.


Læs mere om, hvordan det spøger i mine bøger her.