Forside     Om bogen     Om Gjorslev     Gys     Tips til at lære mere    Køb af bogen    Foredrag    Kontakt 

Gys fra Himmelborgens hemmeligheder

    


Kapitel 8: Dragen – År 1944

 

Hun er ved at glide ind i søvnen, da hun hører nogen ude på gangen. De gamle gulvbrædder knirker, og hun kan tydeligt høre slæbende fodtrin og dunk. Dunk?

  Det lyder som en, der går med stok, men bedste kan ikke komme op ad trapperne uden hjælp. Alligevel kalder Anna med lav stemme.

  - Bedste. Er det dig bedste?

  Der bliver stille. Hun trækker dynen op til hagen og spidser ører.

  Og pludselig er lyden der igen. Lige over hende denne gang. Gulvbrædder, der knirker, og dunk. Hvem pokker er det, der lusker rundt oppe på loftet om natten og dunker?

  Hun svinger benene ud af sengen og piler hen til Uffes værelse.

 

Han er sur over at blive vækket.

  - Jamen jeg er sikker på, at der er et genfærd oppe på loftet, Uffe. Går du ikke med mig derop. Vi må da finde ud af, hvad der foregår.

  - Dig med dine genfærd, vrisser han søvnigt, men følger alligevel med op ad trapperne.

  De kommer ind på det støvede tørreloft, hvor månelyset skinner gennem et lille tagvindue. Og der! En skygge ovre ved den brede skorsten.
  Anna griber hårdt fat i Uffes T-shirt.

Skyggen bevæger sig dunkende gennem det store rum. Stopper op og åbner knirkende døre til andre loftsrum. Kigger ind og lytter. Bevæger sig så dunkende videre.

  - Det er en mand, hvisker Uffe ind i øret på Anna. – Han har en kasket på.

  - Shyss. Hvis du skræmmer genfærdet væk, finder vi ikke ud af noget.

   Skyggen står nu midt i det måneoplyste loftsrum. En tåget skikkelse, der flimrer og bliver tydelig og forsvinder næsten helt. Bliver tydelig igen. En skyggemand med et underligt ben.

  - Træbenet! hvisker Anna og kommer til at ryste.

  Hvem render rundt med et træben andre end Karl Oskar? Et kort øjeblik forestiller hun sig, at det er Karl Oskar, der laver fis med dem. Men nej, skyggen står stor og dirrende midt i rummet og spreder kold luft. Anna vrider næsten hul i Uffes trøje, og hun kan mærke, hvordan han snapper efter vejret.

  Nu kommer der også lyd ud af genfærdet. En lyd som en slange, der hvisler: Tiiiilgi... Tiiiilgi… Og lige med et bliver skyggen lang som et skorstensrør, mens den siver ud gennem tagvinduet og opsuges i månens blege lys.