|
VANDTYVEN 2008
Tolv fortællinger om verdens børn
På mine rejser jorden rundt, har jeg mødt et utal af
herlige unger. Flere af dem har jeg allerede fortalt om. Men jeg går tit og
tænker på de børn, som jeg ikke fik med i mine bøger.
Nogle af dem har jeg nu skrevet historier om.
Læs første kapitel fra
Vandtyven eller download
Sneleoparden fra Kirgisistan, som giver en forsmag på romanen
Fabians Feltdagbog,
Krudtrøg fra Kroatien
eller Regnbueslangen
fra Australien
Egnet fra 7 - 10 år.
|
Anmeldelse i Bøger i Politiken d. 6.
december 2008:
Charlotte Blay: Vandtyven.
Illustreret af Tove
Krebs Lange. Høst, 221 sider, 229 kroner.
Charlotte Blay was here! Sådan kunne man skrive på adskillige af jordens afsidesliggende steder. Hvor
har Charlotte Blay ikke været? Det skulle
da lige være Patagonien. Under en smuttur
hjemme fra Kirgisistan og som markering af en rund fødselsdag har
forfatteren samlet tolv små
beretninger fra hele kloden med lykkelig udgang under titlen
´Vandtyven´. Om børn og dyr mest. Man
bliver - for at citere fra én af historierne -
»glad som en kænguru« over at være med på turen.
Charlotte Blay er den årvågne (og nysgerrige) rejsende. Engang i Kenya kiggede
hun ud ad vinduet på sit fine hotel og så en dreng, som fyldte sin
spand med vand fra svømmepølen. Ham
fulgte hun efter. Og hun fik hans
historie. Sådan er hendes teknik,
og den giver en række fine små
portrætter af verdens børn. Hvis forfatteren får lov, slår hun sig gladelig
ned i landsbyen for at høre mere. Og hun betaler altid for opholdet.
Charlotte Blays møntenhed er
fortællingen. Således kvitterer
hun for sin tid i Mekongs delta ved
at give dem et eventyr af den berømte
H.C. An Dec Xen! Men i Kenya lærte hun
(og vi), at »vand er vigtigere end skole«.
´Vandtyven´ kommer vidt omkring. I
'Ørnefjeren' fortælles om, hvorledes Diana
fra Montana (USA) fik sin første ørnefjer.
'Krudtrøg' fra Kroatien er vel samlingens
mest bevægende historie, fordi den bygger på forfatterens egne
oplevelser som frivillig hjælpearbejder
i en flygtningelejr under Balkankrigene. 'Sælens hjerte' er en smuk
historie fra Grønland, og
'Høvdingecyklen' fra Ghana handler om
høvdingesønnens omgang med farmands
nye cykel. Hver fortælling afrundes med en kort beskrivelse af landet. I
Australien har hun set hulemalerier, der er op mod
40.000
år gamle.
I ´Vandtyven´ er der børn og håb i alle
kulører. Såvel sprog som iagttagelser er
gjort med hjertet. Send hende bare ud igen! Og fik Charlotte Blay så set den
sjældne sneleopard i Kirgisistans bjerge?
Nej! Men hun så sporene og havde
næsen helt ned ved dyrets tissesten. Charlotte Blay was here!
STEFFEN
LARSEN
|