Historien begynder i 1941 og handler om et barn, der er avlet af en SS-officer og en lys, tysk kvinde, der ville give et barn til ”Føreren”.

Idéen har jeg fra min blonde, tyske svoger, der under sin søgen efter sine rødder, stødte på navnet ”Lebensborn”. Det gik op for ham, at det havde med ham at gøre.

Organisationen var et led i Hitlers racehygiejniske politik om at producere perfekte eksemplarer af den ariske race, der skulle genbefolke Tyskland og blive herrefolk i Det tredje Rige.
 

Da Berlinmuren faldt, fik min svoger mod til at tage tilbage til det tidligere Østpreussen for at søge efter sin fortid. Og jeg fik lov til at ledsage ham.

Den research, vi lavede, var mareridtsagtig og rystende. Vi fandt en søster, der også er Lebensborn-barn, og vi fulgte sporene, hvor de i 1945 flygtede med deres plejemor og en krigsinvalid plejefar i en trækvogn. Flygtede fra Den Røde Hærs kanoner. De genkaldte sig flygtningestrømmen op til Østersøen, hvor de blev jaget hid og did gennem Tysklands bomberegn – forfulgt af russiske, polske og engelske soldater. Og af nazisterne, skulle det vise sig. De to plejebørn tilhørte Lebensborn.

Siden levede de som undertrykte flygtninge i det daværende DDR med en drøm om frihedens Danmark. Først mange år senere endte min svoger her i landet.

Gennem årene har jeg gang på gang taget tilløb til at skrive historien om ”Lebensborn”, der betyder livskilde. Men først nu har historien åbnet sig for mig.
 

I juni 2014 besøgte jeg igen Berlin og Check Point Charlie
 

Lebensborn-projektet er en næsten overset del af den nazistiske historie. Vi er alle nødt til at være klar over, hvad der skete. Historien om Lebensborn er så vigtig, fordi den handler om familier. Mødre, fædre og børn.

Den bygger på sandfærdige begivenheder om et emne, der ikke rigtig er blevet beskrevet før.