Fra Forfatterweb:
Crocodile Dundee-land
Crocodile
Dundee-land ... er det ikke Charlotte Blay skildrer i Kængurudrømmen, men
et land, hvor de hvides evner til at finde vej og overleve i den afsvedne
ødemark, uhjælpeligt kommer til kort over for de indfødte (aboriginals).
Danske Peter på 16
er emigreret til Australien med sine forældre og sammen med en ven, Tony,
tager de to unge og hunden Shadoe i en ferie på guldgravereventyr i det
store land.
Men eventyret bliver
snart vendt til mareridt, de kommer til at skyde en fårehyrde, bilen går i
stykker, mad og vand slipper op og solen brænder ubønhørligt.
"Eftermiddagssolen
hang på vestsiden af bjerget, da vi så hende for første gang. Hun stod på
en lille forhøjning af sten med den blodrøde nedgående ildkugle som
baggrund. Stod og lignede det fineste silhuetklip. Helt sort. Kun det
store hår flammede i et pur af guld. Resten af skikkelsen - skuldrene,
brysterne, den korte kjole, de lange ben, stod skarpt sort midt i den røde
cirkel. Og lige som vi havde set det, forsvandt synet, og solen stod rød
og tom tilbage".
Sådan så de Matilda
for første gang. Matilda er en af de indfødte som af mange hvide, bl.a.
Tony, betragtes med foragt og alligevel hjælper hun de to uheldige unge
med at flygte. Hun leder dem ad sine forfædres drømmestier, og samtidig
med at vi hører om forfædrenes ritualer og myter, lærer Matilda dem at
overleve i ødemarken bl.a. ved at spise larver! De når omsider frem til
reservatet, hvor de indfødte i dag lever i druk og håbløshed.
Det
meste af bogen drejer sig om de 3 vidt forskellige unge og deres indbyrdes
forhold under de ekstreme vilkår. Turen ender barsk - politiet finder dem
og skuddene brager, men Peter er alligevel kommet til klarhed omkring sit
liv og sine rødder - og romantik er der også til slut under stjernerne.
|