Kapitel 7: Monsterhunden – År 1880
Hun får øje på
ham ude i hestefolden, og der står den idiot og holder om
Mette Line. Sådan en dum skid. Hun er ved at vende om, men
så ser hun, at han går alene over marken med Rollo. Hun
indhenter ham, da han står og glor ned i det gabende hul,
som traktoren har efterladt. Det er fyldt med vand og
andemad, som er sivet ud fra voldgraven.
- Du kunne nu
godt være lidt sød over for Mette Line, siger han. - Hun er
smadder ked af, at Nero skal sælges.
- Hvorfor
skulle jeg være sød? Hun gider ikke trække Pjerrot ud, selv
om det er hende, der skal passe hestene. Og så gravede hun
Katrines guldhjerte op ovre i galgebakken. Hvis hun havde
været sødere, kunne jeg måske have en smule ondt af hende
over, at Nero skal væk. Men ikke nu!
Hendes øjne
lyner, og hun er så arrig, at luften dirrer omring hende.
Rollo står og
snuser ned i hullet, men pludselig giver den et hyl og
kryber om bag ved Uffe. Der bliver også uro ovre hos
hestene. De lægger ørerne tilbage og udstøder hidsige
vrinsk, mens de galoperer rundt og rundt i den snævre
indhegning.
- Der blev du
vel nok gal, griner Uffe, som om det er Anna, der er skyld i
tumulten. |