|
Gys fra
Himmelborgens hemmeligheder |
 |
|
Kapitel 6: Rytterhæren – År 1720
Anna vågner ved lyden af torden. Regn igen? Eller er det
kongens rytteri, der kommer galoperende tilbage? Hun hører
hestehove og vrinsken af mange heste, lige uden for
staldene.
Hestene, som står i båsene, bliver urolige. Tramper og
udstøder små, nervøse vrinskelyde. Det første morgenlys
dæmrer udenfor, og til sin undren ser Anna aflange skygger,
der siver ind gennem murene og blander sig som en kold tåge
med de urolige heste i den lange stald.
- Kongens heste, hvisker hun. - Kongens heste, vil osse
være her. Hun kan mærke en fortættet atmosfære af sød
staldlugt og klam damp. Mange heste, der pruster og skraber
og gumler. En stald fuld af hestehørm. Det gyser i hende af
skrækblandet fryd.
Skal hun vække Mette Line? Nej, så forsvinder
spøgelseshestene måske. I det samme hører hun de første
tunge regndråber, der snart bliver til en rytmisk buldren på
taget.
Hun nulrer terningen i lommen. Den føles glat og brugt.
- Søde Skat. Pist, Søde Skat! lyder det.
Anna stivner. Hun ser to lysende øjne glimte ovre i en tom
hestebås. Og hun aner en lille, mørk skikkelse og nogle
blanke knapper.
- Er det dig, Suliman? |
Uden at hun hverken kan høre skridt eller raslen i halmen,
bevæger skikkelsen sig over og står nu ved siden af hendes
sovepose.
Hun ser det lille mørkebrune ansigt lyse op i et smil.
Øjnene glimter, og tænderne er skinnende hvide i mørket.
- Søde Skat, kongen er så vred.
- Jeg er ikke kongens søde skat, Suliman, hvisker Anna. –
Jeg er godsejerens datter.
- Jamen… vil du ikke nok alligevel være sød at sige til
kongen, at han skal forløse sine ryttere fra forbandelsen.
Før får ingen af os fred.
- Kære, søde Suliman. Siger du, at hvis kongen ophæver
forbandelsen, så vil alle spøgelsesrytterne forsvinde? Annas
hjerte banker hurtigt nu. Det er nok det, der skal til, hvis
de skal redde Gjorslev!
Suliman nikker ivrigt. - Vil du så?
- Hellere end gerne! Men hvordan? Kong Frederik den Fjerde
har jo været død i mere end 500 år. Ham har jeg ikke kontakt
til.
- Ohhh, vi stakkels ulykkelige, jamrer ånden. - Så må vi
blive ved med at være forbandede gengangere i al evighed.
Ohhh …
- Så, så, Suliman. Jeg skal prøve at finde en løsning,
trøster Anna.
I det samme brager der et skud et sted udenfor.
Nåda, nu skal de nok i krig, tænker Anna, mens skyggerne
af Suliman og spøgelseshestene siver ud i det første dagslys
og forsvinder. Regnen på taget holder op.
|
|
|
