Kapitel 4: Galgebakken - År 1540

Uffe tænder lygten og kigger tøvende ind gennem hullet i muren. Han bryder sig ikke om synet af det hensmuldrende skelet derinde.

  - Så kan du godt komme og kigge, siger han til Anna.

  Hun tripper over gulvet i sine bare tæer og overtager lygten. Så maser hun overkroppen gennem hullet for bedre at se.

  - Nåhr, der ligger du, stakkels Katrine, siger hun trøstende.

  Hun trækker sig ud igen og vender sig mod Uffe.

  - Derinde kan hun altså ikke ligge længere.

  Til sin skræk ser Uffe, hvordan hans søster forsøger at kravle gennem hullet i muren. Hun vrider og vender sig og spræller med benene, der stikker ud under den lyserøde natkjole. Endelig lykkes det for hende at komme igennem hullet.

  Uroligt går han derhen og kigger ind. Ser lygtens lyskegle flimre over brædder og murbrokker og skeletbunken på den smalle gulvstrimmel. Nu kiler Anna lygten fast mellem to mursten. Hun løfter kraniet med de stive krøller og rækker det ud gennem hullet. 

  Uffe springer uvilkårligt tilbage. 

  - Tag nu imod Katrines hoved, forlanger hun.

  - Det gør jeg altså ikke, Anna!

  Han bliver stående og føler, at hans hjerte holder op med at slå. Det hår, det er bare for meget for ham. Det gør hende alt for menneskelig.

  - Jo!

  Hendes stemme er skinger. Om lidt vil hun garanteret begynde at skrige op for at få sin vilje. Han tager en dyb indånding, går hen og tager imod kraniet og lægger det fra sig på gulvet, som om det har brændt ham.

  - Her er mere af hende, kommer det inde fra Anna.

  Uffe får flere skeletdele rakt ud af hullet. Knoglerne fra arme og ben er gået fra hinanden i leddene. Flere af ribbenene er knækket. Den røde fløjlskjole er en falmet og hullet las. Fuld af væmmelse lægger han det hele i en bunke på gulvet.

  - Så er der ikke mere herinde, meddeler Anna. - Tag lige lygten!

  Hun er allerede ved at vride sig ud gennem hullet igen.

  Til Uffes forfærdelse giver hans søster sig til at ordne bunken med Katrine. Hun lægger kraniet for sig selv. Retter omhyggeligt på de stivnede krøller. Så ordner hun knoglerne. Anbringer ribbenenes buede pinde på rygsøjlen. Lægger omsorgsfuldt hofteskåle, ben og arme på de rigtige steder. Breder kjolen ud over skelettet så godt, det kan lade sig gøre. Varsomt glatter hun det mørnede stof.

  Så ser hun op på sin bror. Der er tårer i hendes øjne.

  - Jeg tror, det meste af Katrine er der