Kapitel 1: Vikingen – År 1000

Den nat ligger Uffe og lytter til uglens tuden. Det lyder som en klagende kalden: Truuuud. Truuud.

  Da han står op og kigger ud ad vinduet, ser han noget blinkende, grønt lys, der sejler over himlen. Er det et fly, der passerer gennem natten? Nej, nu bevæger det sig hen over de mørke trækroner og svæver ned over voldgraven. Og hele tiden denne kalden: Truuud. Truuud.

  Uffe snapper efter vejret, da lyset langsomt glider op imod ham. Men så forsvinder det ind til Anna ved siden af. Går lige gennem hendes rude.

  Han holder vejret, mens han venter på sin søsters skrig, men det kommer ikke.

  Hvad sker der? Han lister ud på gangen og lytter ved hendes dør.

  - Jeg er altså ikke Trud, lyder det højt og klart derinde fra. - Jeg hedder Anna. Jeg er godsejerens datter. Det må du forstå.

  Han hører et par suk, der efterfølges af en skuffet mumlen.

  Uffe bøjer sig og kigger ind gennem nøglehullet. Et blitzlys skærer ham lige i øjet, og han tumler tilbage. Hvad pokker sker der inde i Annas værelse? Forsigtigt tager han fat i håndtaget og åbner døren. Et nyt lysglimt blitzer imod ham og får ham til at udstøde et hyl.

  Anna sidder i sengen med sin mobil for det ene øje. Hendes mund åbner sig i en blanding af forbløffelse og skuffelse.

  - Nå, er det bare dig. Jeg troede lige, der kom et nyt spøgelse.

  - Hvem pokker snakkede du med? siger Uffe og prøver at lade være med at ryste.

  - Genfærdet kom igen, og jeg fik et billede, siger Anna triumferende. - Bedste siger jo, at genfærd dukker op, når man mindst venter det, så jeg har besluttet at sove med mobilen

  - Sidst skreg du som en vanvittig, da du så spøgelset.

  Annas ansigt bliver alvorligt.

  - Da jeg vågnede, stod hun der og så på mig, mens hun sukkede så trist. Bedste siger, at jeg har evnen til at se ånder. Hende her leder efter en, der hedder Trud, men da jeg blitzede, forsvandt hun. Ærgerligt nok.