"Nyheden sprang fra tromme til tromme: Kong Yana
fra Yendi er død! Slået ihjel! Hovedet hugget af og stjålet!"
Knap så dramatisk er Bedstemor Bibas død, selvom hun blev beskyldt for
at være heks. Men for Amina er det en katastrofe på størrelse med
mordet på kongen. Hvem skal nu tage sig af hende? Hvem skal betale
hendes skole, og hvordan skal det gå med hendes store kærlighed,
krigeren Sulemani? Især nu hvor hun har mødt Abraham Hansen,
efterkommer af slaveprinsessen Tim Tam og den danske slavehandler
Frederik Hansen
----
10 år efter Charlotte Blay første gang besøgte Ghana er hun tilbage
for at høre mere om pigen Amina fra Rumpedans og Kalabasser - og det
er ikke så lidt trommerne har at fortælle.
I Afrika kan trommerne tale. Det har jeg skrevet om i
bogen ovenfor.
Det var anden gang jeg var i Ghana, da jeg i foråret 2004 rejste af
sted for at hente fortællingen. Jeg kender nemlig en pige, som hedder
Amina i Ghana. Hun er også med i min bog: Rumpedans og Kalabasser.
Dengang var hun 8 år og gik ikke i skole. Nu er hun 18 år og går i
gymnasiet.
Amina og jeg cyklede rundt og besøgte hendes store familie og du kan
tro de kan fortælle historier. De fleste mødte jeg for 10 år siden da
jeg skrev den første bog om hende og hendes 75 søskende og 5 mødre og
hendes plejefar høvdingen. Høvdingen har fået sig en ny kone, så nu har
Amina 6 mødre. Han har også fået sig en hingst, som han er meget stolt
af. Den fik jeg lov til at ride på.
Vi besøgte også heksedoktoren, som tog os med ud til offerstenen ved
det hellige baobabtræ. Der var nemlig sket en katastrofe for Amina.
Amina 8 år
Amina 18 år. Hun går i gymnasiet
og vil være sygeplejerske.
Amina og jeg cyklede rundt på de hullede
grusveje
i bagende sol for at besøge hendes store familie
De fleste af Aminas veninder fra
landsbyen er gift og har børn.
Amina vil vente til hun er færdig med sin uddannelse,
og hun vil ikke have en mand med flere koner.
Albinodrengen Zak er med i historien
Jeg fortalte H.C.Andersens eventyr
og fik
historier fra Afrika
Heksedoktoren undersøger om jeg er en heks
Hanens død på offerstenen.
Jeg var ikke en heks, sagde han.
Her er Suleman, som Amina vist nok er lidt
forelsket i. Han passer høvdingens hingst.
(Klik på hesten og se om jeg fik lov til at ride på den).
Anmeldelse i
Politiken 24.12.2006:
Damen fra Danmark
CHARLOTTE BLAY driver ulandsoplysning af fineste klasse. Hver eneste
flybillet, som Danida og Kunstrådet har sponsoreret, er kommet
tifold igen i form af entusiastiske og læseværdige rapporter fra
fjerne destinationer. Grønland, Nicaragua og Vietnam bl.a. har nydt
godt af hendes rejser. Nu går turen tilbage til det Ghana, som hun
besøgte for ti år siden i forbindelse med børnenes ulandskalender.
Der er et job, som skal gøres. Pigen Amina er nemlig holdt op på
gymnasiet i Tamale.
Charlotte Blay er oppe imod hårde odds denne gang. Dels er der
bedstemor Bibas død. Hun holdt hånden over Amina og hendes
skolegang. Men endnu værre er det, at kongen over Dragombafolket er
blevet slået ihjel, og hans hoved er forsvundet. Samfundet går i
stå, og her er det, at 'den danske dame', som i bogen hedder Lise
Jensen, kommer kørende tilbage til det nordlige Ghana, hvor hun i
sin tid var med til at oprette en mængde landsbyskoler. Og hvor hun
fik overtalt høvdingens fjerde kone til at lade Amina gå i skole.
Det
et en rejse tilbage til fortid og oldtid. Charlotte Blay nyder at
fortælle om det langsommelige liv, landskabet og de stive
omgangsformer. I Dragombaland konverserer man indlednings- vis i
ordsprog. Og her er damen fra Danmark tydelig- vis godt klædt på.
Hun kæmper sin lille kamp for kvindefrigørelse på afrikansk. Den
elskelige høvding er ikke meget for at lade sin undersåt Amina
flagre omkring. Han siger: »Hønen kender dagen, men hun venter altid
på hanens galen«. Så sætter Lise Jensen trumf på: »Før frøen faldt i
varmt vand, havde den aldrig vidst, at der var forskellige slags
vand«. Den tager kegler under mangotræet. Så er den ged barberet.
Ghana var udskibningssted for den danske slavehandel. Derfor er der
mange, der hedder Hansen i landet. De mødes til fætter-kusine træf i
Accra, og de heldigste af dem ejer en antik forlader, en såkaldt
dane-gun. Med sådan en forhistorie er det kun naturligt, at
Charlotte Blay sørger for, at Amina passer sin skolegang.
Forfatteren kommer tillige hjem igen med en attest fra medicinmanden
Zauu-na, der »beviste, at jeg ikke er en heks«. Hvordan han så
gjorde det?
STEFFEN LARSEN steffen.larsen@pol.dk .
Udsnit fra "Jeg har lige læst..." fra
"Skolebiblioteket" - februar 2006
EN VIDUNDERLIG LÆSEOPLEVELSE
Af Hanne Korsby
"Trommerne taler" er Charlotte Blays anden bog fra Ghana.
Det er 10 år siden, vi hørte om pigen Amina i bogen "Rumpedans og
Kalabasser". Forfatteren har igen været på rejse i landet og lader nu
trommerne fortælle den videre historie om Amina.
----
"Trommerne taler" sætter fokus på forholdene i Ghana.
Forfatteren kender landet og folket. Beskrivelserne er flere steder
kritiske, men også meget positive.
Der er en vældig kontrast mellem landsbyen med høvdingen
og storbyen Accra med aids-problemer og fattigdom. Det er en velskrevet
bog, hvor personernes følelser er beskrevet i fine nuancer. En
indlevelse i kulturlivet, som man kun opnår ved at leve i landet sammen
med de indfødte. En vidunderlig læseoplevelse, som nok skal nå Charlotte
Blays store læserskare.
Personen Amina fra "Trommerne taler" bygger på en
virkelig pige, som jeg mødte første gang i 1994, da jeg fik til opgave
at lave årets U-landskalender for Udenrigsministeriet:
1994
RUMPEDANS OG KALABASSER
Børnenes U-landskalender 1994
Amina i Ghana har det sjovt, når hun arbejder. Hun hjælper ivrigt med til
at forberede navnefesten for den nyfødte fætter. Amina drømmer om at gå
i skole og lære at regne og læse. Når hun bliver voksen vil hun være
handelskvinde og have sin egen hytte med lige så mange fine skåle som
Bedstemor Biba.
Men den store familie har brug for Amina til at hjælpe med at hente vand
og brænde og lave mad og passe de små børn.
Aminas store fætter Suleman er flink nok, den dag Amina bliver bidt af
slangen. Men hun bliver vred, når han driller, fordi hun ikke går i
skole. Og hun bliver sur, når hun ikke kan læse, hvad der står på
skiltene, eller når hun ikke kan regne ud, hvor mange dage der er til
den store fest.
(Det nederste omslag er det separate lærerhæfte)
I 1994 gik pengene fra
U-landskalenderen til Ghana Venskabsgruppers projektSchool for Life
i det
nordlige Ghana.
Det blev så stor en succes, at Rumpedans og kalabasser
blev trykt på deres sprog, dagbani.
Da jeg mødte Amina i Afrika første gang gik hun ikke i
skole.
Hun var omkring 8 år og arbejdede hele dagen i sin store familie.
Men pengene fra danske børns u-landskalender i julen 1994 hjalp mange
børn i skole.
Også Amina i Ghana.
Her ser du slangen som bed Amina i historien.
Alle i landsbyen var meget bange, selv om slangen ikke mere var levende.
I 1999 besøgte Amina fra Ghana Danmark for at fortælle om
de skoler,
som danske børn gav penge til gennem u-landskalenderen.
Hun var nu 14 år og gik i 7. klasse og talte fint engelsk. Hun fortalte at
hun ville være skolelærer.
I 2013 fik jeg igen til opgave at
lave årets U-landskalender fra Ghana.
Under mit ophold i Ghana mødte jeg igen Amina, som nu er blevet voksen
og har fået en lille datter.
2012
ELEFANTSPOR I RØD JORD
Rasak drømmer om elefanter. Han fortæller hele tiden vennerne om de
store dyr,
som hans far passer ude i dyreparken. Han går og savner sin far
rigtig meget.
Danidas U-landskalenderbog ELEFANTSPOR I RØD JORD
handler om fem frække drenges liv i Ghana,
om drengestreger, om savn og eventyr, om en udsædvanlig skole
og om hvad, der kan gøre en lærer til noget ganske særligt.
Følg vennerne, når de går på termitjagt. Laver
ulovligt cykelræs.
Tilbereder rotter og firben til ”buskmad”. Samler urter til
medicinmanden.
Og hør, hvad de oplever på den lange cykeltur til byen og det gamle
slavemarked.
Lyt til sangen
UNDER VORES TRÆ
Alle de her skønne unger
og deres gode lærer er også med i bogen
ELEFANTSPOR I RØD JORD.
Rasak savner sin far og
sin bror.
Bare det var ham der boede oppe hos elefanterne.
Et termitbo er hårdt som beton. Ali må hakke
af alle kræfter.
Når Wumbi er bange eller ked af det ofrer han til
guderne.
Ali
bærer vand på hovedet ligesom pigerne.
Mimi
driller drengene og bliver rigtig kildet.
Drengene
beundrer mændenes fangst.
Nu skal det vel nok smage.
Her er en kort video om
mine oplevelser i Ghana, og lidt om, hvad de spiser.
Videoen er lavet af Jim Højberg fra Vejle Bibliotekerne.
HER HAR JEG VÆRET
