Digt fra tidligere måned
  

         Tilbage til digte fra et tidligere år

   August 1999


 

 

Angel2.gif (23286 bytes)

  
MORMOR

Min mormor har en fyr
som hedder Gud
han er mægtig mystisk
for han er usynlig
men vældigt vældig rar
siger mormor.
Alligevel er han osse skrap
for man må hverken bande
eller lyve
eller noget andet
man ikke må
for ham
siger mormor.

Han følger mormor
allevegne
og hun snakker tit
med ham
om alt muligt
og når hun dør
bliver hun usynlig
og skal være sammen
med ham Gud
i al evighed
siger mormor.  

Når jeg besøger mormor
får jeg lov
at snakke med ham Gud
men jeg skal ikke prøve på at hugge
af hendes hjemmebagte kager
eller sige fanden
eller lyve
når hun spø’r
om jeg har vasket hænder
for ham Gud
står bag hende
og er usynlig
men ser alting
osse gennem døre
uden at bruge nøglehul
siger mormor.

Alligevel er det rart
at være hos min mormor
selvom man skal spise
med gaffel og kniv
og drikke af tynde kopper
der står på underkopper
for mormor har en masse tid
til at snakke
og lytte
og jeg er hendes lille engel
siger hun

Og mormor læser højt for mig
om mænd
der går på vandet
og en der bliver slugt
af en hval
og en der får hovedet
serveret på et sølvfad
og andre røverhistorier
der alle sammen står
i hendes sorte bog
som hedder Biblen
og det er den fedeste bog
jeg kender
det er ikke engang løgn
siger jeg.

Copyright Charlotte Blay 1999