Digt fra tidligere måned
  

         Tilbage til digte fra et tidligere år

   Juli 2003

 




TARNO FRA TANZANIA

 

Tænk

hvis jeg var

ham Tarno fra Tanzania

som jeg så i tv

nu til aften

Så løb jeg rundt

i bare tæer

og spiste majs-grød

en gang om dagen

og drak vand

fra et mudret vandhul

og klappede tilfreds

min bare sort mave

som var stor og rund

som en fodbold

 

Men tænk så

hvis ham Tarno fra Tanzania

var mig

Så blev han tvunget

til at gå

med en pokkers masse tøj

hvis bare han skulle

uden for en dør

og han skulle

drikke mælk

når han meget hellere

ville have en sodavand

og han måtte aldrig

levne mad

på tallerkenen

ikke engang fiske-frikadellen

 

Og tænk

hvis jeg var

ham Tarno fra Tanzania

Så skulle jeg ikke i skole

men løb rundt

på en markeds-plads

og slæbte varer for folk

for at få penge

til mad

til familien

og om natten sov jeg

på det bare gulv

i hytten

sammen med hele familien

og min hund

 

Men tænk så

hvis ham Tarno fra Tanzania

var mig

Så oksede han i skole

hver dag

tynget til jorden

af tasken med tunge bøger

og om eftermiddagen

kedede han sig

i fritidsklubben

mens hans far og mor

var væk på arbejde

og om aftenen
lå han alene i mørket

på sit værelse

og kunne ikke sove

 

Jeg tænker på

hvorfor jeg er mig

og hvorfor Tarno
er Tarno fra Tanzania?


© Charlotte Blay