Digt fra tidligere måned
  

         Tilbage til digte fra et tidligere år

   August 2002



DRAGEUNGEN DUDDI DANSER

 

Drageungen Duddi danser

den har drømt i hundred år

se den svajer, se den svanser

halen gynger når den går.

Ja, ja, ja,

Se den svajer, se den svanser

halen gynger når den går.

 

Duddi vipper de små vinger

varmer op til flyvetur

når det ikke rigtigt svinger

hvæser den og bliver sur.

Ja, ja, ja.

Når det ikke rigtigt svinger

hvæser den og bliver sur.

 

Der er drøn på drageungen

den vil ud på eventyr

når den så får ild på tungen

bli’r den til en farlig fyr.

Ja, ja, ja.

Når den så får ild på tungen

bli’r den til en farlig fyr.

  

Dragen spyr, med fyr og flammer

katten kradser med sin klo

flammehav og kattejammer

kommer lystigt fra de to.

Ja, ja, ja.

Flammehav og kattejammer

 kommer lystigt fra de to.

 

Den er vild i varmen Duddi

når den brænder fuglens fjer

der er fest og fart og fut i

drageungen når det sker.

Ja, ja, ja.

Der er fest og fart og fut i

drageungen når det sker.

 

Drageungen vogter skatten

den er vaks og vældig vild

ingen tyveknægt tør ta’ den

Duddi gi’r dem bukseild.

Ja, ja, ja.

Ingen tyveknægt tør ta’ den

Duddi gi’r dem bukseild.


Digtet har melodi af Povl Kjøller og findes på CD’en Eventyrslottet.

 
© Charlotte Blay